top of page

På vej i karantæne - og i ny lejlighed

Dagligdagen er ved at melde sig med opgaver og deadlines. Det er godt! Det føles helt rigtigt og dejligt. Godt, fordi det er derfor, vi er her. Dejligt, fordi det er opmuntrende at bruge sine kompetencer – også i Guds Rige.


Den store ting for os siden vi ankom, har været at finde bolig. Og nu er det lykkedes! Vi er kun én dag fra at flytte ind i en treværelses lejlighed med totalt styr på sikkerhed og med den dejligste tagterrasse. Der er hverken HTH-køkken, gulvvarme eller termoruder, men til gengæld plads til hverdagen og mulighed for ro og hvile. Vi er vi taknemmelige over, at Gud ledte vores skridt i retningen af denne bydel. At han sommetider lader der komme nogle underlige store sving undervejs, som ser lidt unødvendige ud, kan være svær at forholde sig til, mens det står på.


Merete handler stof på et centralt marked i Arequipa.


I dag kom, der nye Corona-restriktioner i landet og her i vores region, der siden sidste ændring er blevet rykket op på højeste alarm-trin, fordi smittetallene stiger, og intensivpladserne er pressede. Det betyder, at skal arbejde hjemmefra på mandag og de næste 14 dage. Vi må kun gå ud for at handle mad og for at lave en times motion om dagen. Kun madbutikker og markeder har åbent, alle andre butikker, centre, restauranter osv. bliver lukket. Det betyder også, at vi må vente noget tid endnu med at se kirkerne åbne. Vi savner at møde brødrene og søstrene i kirken - udover dem, vi har træffer her på SETELA og missionens kontor. Som I ved fra Danmark, kan rigtig meget lade sig gøre online og virtuelt, så det er det, vi gør for tiden.


I uge 7 har Roar sagt ja til at undervise i Luthers Lille Katekismus et par timer om dagen på bibelskolen CLET's virtuelle sommerkursus. Sideløbende med dette forbereder Roar sig til semesterstart på SETELA første uge i marts. Det bliver til tre fag i dette semester: GT-teologi, Romerbrevet og Johannesbrevet.


Kirken har bedt Merete om at stå for en revision af deres sangbog, og det hun så småt gået i gang med at forberede. Der skal både laves formålspapir, findes kommissions-medlemmer og laves en stram plan, hvis projektet skal være færdigt ved årets udgang. Det er fantastisk at kunne bruge erfaringen fra Sange og Salmer til glæde for kirken her. Musik er et område fyldt med stærke meninger og smag, så det skal nok blive spændende. Desuden har hun netop sagt ja til at undervise i musik én gang om ugen på SETELA i det kommende semester.


Vi har begge et ønske om at lære flere peruanere at kende – også gerne nogle uden for kirken. Merete har derfor søgt ind i et klassisk kor her i Arequipa og er blevet optaget. Der findes ord, man ikke kan slå op i en ordbog fx musikudtryk. Hendes strategi er at gøre som de andre og så håbe, at det går nogenlunde… Men det vil jo hurtigt vise sig – ellers høres😊


For halvanden uge siden var Roar på havkajak-tur på Stillehavet og fik en fantastisk oplevelse ud af det sammen med nogle nye bekendte. Det er en gruppe, der - når Coronarestriktionerne tillader det - arrangerer kortere og længere trekkingture, udflugter m.m.

Kajaktur på Stillehavet.

Vi skeler lidt til Danmark i ny og næ bl.a. for at tale med familien. Det er en meget hård vinter, I er i gang med på mange måder. Hård frost over længere tid. Men lige så meget den strenge nedlukning, som sætter sig i sindet. Det er svært at se, at det nogensinde får en ende, og at livet bliver fedt igen, når man er ung og bare gerne vil være sammen med vennerne. Indtil det kan ske, takker vi for hjælp til forbøn for vores tre drenge. De bliver – som så mange andre – testet i livsduelighed. Og altså uden mor og far som back up. Heldigvis er I mange, der omslutter dem med forbøn.

Fra vores kommende tagterrasse.


I søndags blev en meget god peruansk ven af os bisat. Hun har haft kræft de sidste fem år. Hun var i fyrrerne og efterlader sig bla. en datter på seks år. Man bliver altid lidt stille, når et liv slutter. Nogle ord fra præstens tale blev store for mig: ”Det vigtigste for os er, at Kristus står og venter på os på den anden side.” Dette er en sandhed, som en troende kan trøste sig med både på gode og på dårlige dage. Når dette liv engang ikke er længere, er det noget bedre til mig.


Tak for

- bønnesvar ang. Bolig

- udholdenhed i forbøn

- medleven i den lutherske kirke her i Peru


Bed for

- os og vores drenge

- udholdenhed i troen hos de peruanske kristne

- Corona-situationen


Med ønsket om Guds velsignelse over jeres opgaver og tilværelse.


Roar og Merete Steffensen

Nyeste indlæg

bottom of page