top of page

En gave fra oven

Der er én vigtig grund til, at jeg kan poste dette indlæg på bloggen: Internettet! Der er også en anden vigtig grund: Vores overbo!

Lad mig forklare: Efter at vi var flyttet ind i vores dejlige lejlighed, skulle missionens administrator i gang med at skaffe os en internetopkobling, så vi kunne få wifi. Det blev til nogle meget travle, lange og desværre også ufrugtbare arbejdsdage for hende. Det ene firma har ikke dækning i dette område, og flere andre udbydere har ikke ledig kapacitet. Det skyldes helt sikkert corona-situationen, som har betydet at mange har måttet arbejde hjemmefra - eller bare har skulle været mere hjemme - og langt flere har derfor fået privat internet.


I vores søgning efter netudbydere, spurgte jeg nogle af de andre i opgangen, hvem der leverer internet hos dem. Og forklarede også, at vi havde problemer med at få noget. Da jeg talte med vores overbo, virkede det i første omgang som om, han ikke rigtig hørte efter, men svarede blot kort på, hvilken udbyder, han har.


Men senere ringede han til mig, og tilbød, at vi kunne få koden til at hans wifi, og hvis det kunne nå, var vi velkommen til at bruge det. Så kunne vi deles om regningen. Sikke et tilbud!

To minutter efter ringede vores udlejer. Han skulle lige høre, om vi havde fået aftalt noget med overboen. For han havde nemlig kontaktet udlejeren for at få mit nummer. Og udlejeren var meget optaget af, at vi kunne få det til virke.


Vi kan godt gå på overboens wifi i stuen og køkkenet, hvor det rækker fint, men ikke på vores værelser/kontorer, hvor vi skulle sidde og arbejde. Så jeg ringede til min nye ven, Cesar, der arbejder med IT og internet. Han havde en løsning klar og kom 20 minutter senere og installerede et hotspot, som forstærker netværket. Så nu er vi på nettet i hele lejligheden takket være utroligt flinke og hjælpsomme mennesker, som vi ikke engang har kendt i en måned - eller knapt kender endnu!

Indtil vi får vores eget internet, har vi også en fået fat i et simkort, så vi har ekstra mobildata at bruge af, når vores wifi en gang imellem svigter, og til de ting, der virkelig kræver noget power, som fx zoommøder, videosamtaler, arbejdsrelaterede youtube-afspilninger - og et enkelt afsnit af Badehotellet og en fodboldkamp med FCM! Det er sådan noget, der gør én glad og taknemmelig for, at vi lige netop fik mulighed for at bo her og for at møde de mennesker, vi stille og roligt skal til at lære kende. Vi tager det i dobbelt betydning som en gave fra oven!

Nyeste indlæg

bottom of page