top of page

Intense gudstjenester


Lovsang i Luz Divina i Juliaca

I søndags prædikede jeg ved to gudstjenester i Juliaca. Om formiddagen i kirken Revelación og om eftermiddagen i Luz Divina. Præsten Sebastián hentede mig på sin mortorcykel, men på vej til Revelación kørte han tør for benzin. Heldigvis var vi ikke langt fra kirken, så vi kunne gå resten af vejen. Og heldigvis var det ikke et billede på, hvordan dagen ville blive. Tværtimod blev jeg fyldt op af at være sammen med brødre og søstre i kirken og af at få lov at forkynde evangeliet og bede for dem.

Om eftermiddagen i Luz Divina var kirken nærmest fyldt og det blev en god og festlig gudstjeneste. Klik her og se et kort videoklip med lovsang fra gudstjenesten i Luz Divina.

Vi sluttede gudstjenesten af med forbøn. På vejen hen til kirken spurgte Sebastian, om jeg kunne salve en syg, hvis hun kom til gudstjeneste. Jo da, det havde jeg prøvet før. Så til sidst i gudstjenesten gav vi mulighed for, at alle som gerne ville bedes for kunne komme frem foran i kirken. Det var der nok 15-18 stykker, der gerne ville, og dem bad jeg en fællesbøn.

Og så var der to, jeg bad specielt for og salvede med olie, da de led af forskellige sygdomme. Den ene af de to var den kvinde, Sebastián havde nævnt. Hun var meget bevæget og angst, for nogen havde kastet forbandelse på hende, så nu var hun syg og lægen kunne ikke finde ud af, hvad det var. Det var godt at kunne lægge hende i den Almægtiges hænder og salve hende og bede om Herrens indgriben. Vi håber, at den Store Læge må helbrede hende og fri hende fra angst og mulig besættelse.

Så nok er der ikke så mange elever på CLET, men nøden og behovet for evangeliets forkyndelse og for at folk bliver sat fri af trældom, angst, sygdom og synd er enorm stor, og stort er det også at få lov at blive brugt i den tjeneste.

- Roar


Nyeste indlæg

bottom of page