Fællesskab og enhed på trods af forskelle

Til cellegruppe i Juliaca

Fredag eftermiddag kom en af præsterne her i Juliaca, Sebastián, hen til mig og sagde: Jeg har cellegruppe i aften, du skal med derud, hermano. Jo, tak, det ville jeg da gerne. Ja, og så skal du stå for studiet eller prædikenen. Ok, det ville jeg også gerne. Det er altid en gave at få lov at dele Guds ord med brødrene her.

Kl. 18.30 hentede han mig her på CLET på sin røde motorcykel. Vi tøffede langsomt afsted uden hjelm og uden lys ud ad Juliacas støvede og hullede veje og fik os en god snak på vejen. Vi kom efterhånden langt væk, nogle steder var der ingen gadelys. Og husene var simple og det sidste stykke var der ingen asfalt på gaderne. Da vi langt om længe nåede frem til huset i den ene ende af Juliaca, nær ved lufthavnen, blev vi modtaget med smil og omfavnelser.

Sebastián og jeg fik plads i det bare rums eneste sofa. Ellers var der bænke og simple stole til resten. Det var et meget enkelt hus, men gæstfriheden var stor. Og ligeså stille begyndte folk at komme. Til sidst var vi omkring 20 børn og voksne samlede.

Da de fleste var kommet, fik vi brød og te. Det er vigtigt, siger Sebastián, at de får noget at spise, ellers kommer nogen af dem måske ikke. Han har forstået, at fællesskabet og snakken over en kop te er en vigtig del af en cellegruppe, også her i Peru.

Efter en velkomst og et par sange fik jeg ordet og fik lov at prædike for om frelsen i Jesus Kristus af nåden alene ud fra nogle vers i Galaterbrevet. Et altid vigitgt budskab, som de og vi aldrig må glemme og aldrig kommer ud over.

Inden jeg gik begyndte de at lave en liste med alle deres navne og en række bedeemner. Jeg skulle have sedlen med, så jeg kunne huske dem og bede for dem.

Ja, det er fattige og enkle kår, de lever i og mødes under. Men huset var fyldt med mennesker, der gerne ville høre evangeliet forkyndt. Mennesker, der ligesom jeg, glæder sig over, at vi på trods af alle forskellene er brødre og søstre i troen. Vi er ét i Kristus, og vi frelses og styrkes og trøstes alle ved de gode nyheder om Guds ufortjente nåde over os. Her er vi ét og ens, her står vi på det samme sted. Vi har alle brug for Jesus, og får alle den samme nåde.

Et par dage senere fortalte Sebastián, at han havde troet, at jeg ville afslå hans invitation. Men hvorfor skulle jeg dog det – og gå glip af opbyggende og trosstyrkende aften sammen med brødre og søstre i troen? Nej, jeg var fyldt af glæde og taknemmelighed på vejen hjem bag på Sebastiáns motorcykel. Han takkede mig meget, fordi jeg ville tage med. Men det var mig, havde grund til at takke. Jeg følte mig privilegeret over at blive inviteret inden for i deres fællesskab og mærke varmen og kærligheden fra dem.

- Roar