top of page

Undervisningsvideoer brugt på en ny måde


Roars bibelundervisningsvideoer til Efeserbrevet bliver brugt i den lutherske kirkes daglige udsendelser via Facebook her i coronaens karantæneperiode i Peru.


Som artiklen "Når ud med daglige udsendelser" om kirkens live udsendelser på Facebook fortæller, har kirken i Peru satset meget på dele Guds ord gennem de sociale medier og skabe en form for fællesskab, mens kirkerne er lukkede.


Til dette formål har de bl.a. brugt Roars videoer for at kunne give bibelundervisning til alle, som havde mulighed for at følge de daglige programmer omkring middagstid.


Programværten, Felix Aroni, har lavet slides med spørgsmål, som også vises i udsendelsen på Facebook, så der bliver lagt op til at reflektere over indholdet og svare på forskellige spørgsmål.


De har brugt serien til Efeserbrevet, som omhandler den kristne identitet. Hvert af de 8 afsnit på videoen har en længede på mellem 12 og 18 minutter. Og Felix har valgt at dele det op i et par afsnit, så der midtvejs er nogle spørgsmål, han kan kommentere lidt på indholdet, og der spilles en sang.


Det er en rigtig god måde at bruge videoerne på, særligt i denne tid, hvor peruanerne ikke har mulighed for at samles i kirken og i studiekredse.


I løbet af de mere end 80 dage, som karantænen indtil nu har varet, har der også været andre undervisende indslag. Fx har man lavet live indslag og interview med pastor og underviser på SETELA, Felix Vargas fra Arequipa, der har svaret på spørgsmål og undervist i forskellige emner.


Med det store antal, der har fulgt udsendelserne er Guds ord nået langt ud via disse videoer og anden form for undervisning. Forhåbentligt kan det give seerne smag på endnu mere bibelundervisning, også når tingene normaliserer sig igen og kirkerne åbner for gudstjenester og studieaftner.

- Roar

Nyeste indlæg

bottom of page