Corona-situationen i Peru

Corona-situationen i Peru

2020.11.10

Vi skulle have rejst til Peru i begyndelsen af oktober for at tage fat på vores nye periode som missionærer i Peru. Men grundet Corona-pandemien er vi endnu ikke kommet afsted. Indtil videre er vores udrejse udsat til januar.

Hårdt ramt
Peru har været meget hårdt ramt af corona, på trods af at man lavede en meget striks nedlukning allerede tilbage i marts, før coronaen for alvor havde fået fat i landet. Men på trods af den strenge karantæne, hvor det kun var lovligt at gå ud for at handle eller hvis man skulle til læge, så spredte virussen sig i stor stil i landet.

Det skyldes flere ting. Bl.a. at mange ikke er tilknyttet det formelle arbejdsmarked, men lever som løsarbejdere og daglejere. De kan ikke bare holde sig inde, for de har ingen indtægt, hvis ikke de kommer ud og finder et eller andet arbejde. En anden årsag er, at man har tradition for at bo flere generationer sammen, og når først smitten kom inden for, blev mange smittede. Nogle af de markeder, der har været åbne for indkøb, endte også med at være rene smittereder.

Det enorme smittetal førte til, at Peru på et tidspunkt havde det højeste dødstal i verden pr. 100.000. Belgien har dog igen sendt Peru ned på anden pladsen på denne liste.

Aktiv kirke trods nedlukning
Efter ca. et halvt år begyndte man i september gradvist at ophæve den strenge karantæne. Den lutherske kirkes menigheder holder stadig lukket og vil først åbne for gudstjenester og sammenkomster i 2021.

Gennem hele corona-perioden har man dog haft to-tre daglige udsendelser på Facebook med andagter, bibelstudie og tema-programmer. De har sørget for at få hilsner og andagter fra forskellige menigheder, og på den måde har programmerne også været med til at holde kontakten mellem kirkerne og brødrene i en tid, hvor den sociale distance ellers forhindrer dette. Det er imponerende at se, hvor stor udholdenheden og kreativiteten er. Mange af de lokale kirker streamer også prædikener om søndagen.

Bed for Peru - og for os
De meget store smittetal er nu for nedadgående, og flere ting lader sig gøre med de restriktioner og forbehold, der må tages. Derfor håber vi også, at det bliver muligt at komme afsted til januar. Vær med til at bede for det peruanske folk og for coronasituationen. Bed for kirken og de kristne, at de må holde ud i denne svære tid. Bed for dem, der er blevet ramt af virussen, og dem, der har mistet familiemedlemmer og slægtninger og bekendte. Bed også for os, at vi må have tålmodighed i en tid med usikkerhed, og at det må blive muligt at komme afsted til januar.

Tilbage