top of page

Mission latinas projekter

De lutherske menigheder Cristo Rey i Bogotá ledet af Pastor Harold Arango.

BAGGRUNDEN OG MANDEN

Kontakten med Pastor Harold Arango opstod i 2017. Han havde netop forladt IELCO, den lutherske kirke i Colombia, som han var vokset op i og havde tjent som præst i en del år. Grunden til bruddet var den liberale retning, som IELCO (medlem af LVF) havde taget.

 

Harold fandt de bibel-undervisningsvideoer, jeg havde lavet til IEL-P (den lutherske kirke i Peru) på youtube og brugte Romerbrevsgennemgangen i sin menighed. Han tog derefter kontakt til mig, og det førte til en del samtaler og senere til det første besøg hos Harold og menigheden i Bogotá i oktober 2018.

Tanken om at knytte bånd mellem menigheden i Bogotá og IEL-P opstod hurtigt, og Harold blev bla. brugt til at lave et par materialer til bibelskolen CLET. Derudover besluttede IEL-P at sende tre missionærer til Bogotá for at hjælpe menigheden der. Missionærerne var i Bogotá ca. halvandet år fra 2019, og indtil de rejste hjem igen i 2020 pga. corona-pandemien. Jeg besøgte også Bogotá i efteråret 2019 og havde samtaler med både Harold og missionærerne.

Under corona-pandemien var der en streng nedlukning i Colombia, hvilket betød at man ikke kunne mødes til gudstjenester. Men Harold og hans familie gjorde en stor indsats på de sociale medier for at fortsætte med forkyndelse og undervisning. Og den utrættelige indsats har båret frugt, da flere faktisk fik kontakt til menigheden i denne periode og nu kommer i menigheden.

Efterhånden blev det nødvendigt at starte en ny menighed i det nordlige Bogotá, da byen er stor og transporttiden er lang. De havde fået kontakt til folk fra den nordlige del af byen og fra nogle forstæder nord for Bogotá. I dag lejer de et kirkelokale af en presbyteriansk menighed og fejrer gudstjeneste dér hver anden søndag.

Jeg besøgte senest Bogotá i august 2023, hvor jeg igen fik at se, hvor utrætteligt de arbejder på trods af meget begrænsede økonomiske vilkår. Ved dette besøg medvirkede jeg bl.a. ved indsættelsen af en præst i en gruppe/menighed i byen Sogamoso, som pastor Harold har kontakt med og superviserer.

IMG_20220724_085915983HDR.jpg
bottom of page