Cataratas regnbue_edited_edited.jpg

Politisk og økonomisk kaos

Nederlaget i Stillehavskrigen i 1879-83, tabet af saltpeter-rigdommene og enden på handlen med guano førte altsammen til økonomisk tilbagegang og sår på den nationale identitet.

I begyndelsen af det 20. århundrede var udenlandske investorer aktive i udvinding af kobber og olie samt dyrkning af bomuld og sukerør. Opsvinget førte bl.a. til en voksende middelklasse, mens arbejderklassen så dagens lys i byerne.


Op gennem århundredet vekslede magten mellem folkevalgte præsidente og militære diktatorer eller juntaer. Fra 1968 blev landet ledet af noget, der måske kunne minde om militær-socialisme, men som blev betegnet som en tredje vej (hverken socialisme eller kapitalisme).

De nye magthaverne under ledelse af Juan Velasco Alvarado anså de forældede sociale, økonomiske og politiske samfundsstrukturer som årsagerne til landets problemer. Gennem nationalisering af store områder af økonomien og store jordreformer, forsøgte juntaen at hæve levestandarden for arbejderne og bønderne. Men fra 1975 blev kursen mere højredrejet, da General Morales Bermúdez kom til magten.

1980’erne var præget af store økonomiske problemer, fattigdom og af en voksende tilslutning til den maoistiske guerillabevægelse Den lysende Sti.

Alan García førte i sin præsidentperiode fra 1985 en venstredrejet økonomisk politik, der medførte øget fattigdom og civil ustabilitet. Perus udlandsgæld oversteg 
14 milliarder dollars, da Garcia tiltrådte, og heraf skulle der årligt betales 3,5 milliarder i renter og afdrag.

Garcías kurs var skæbnesvanger for landet og førte til, at den internationale finanskapital udsatte Peru for en omfattende boykot. 
I andet halvår af 1988 var landets valutareserver opbrugt, inflationen var hastigt stigende og økonomien i krise. 

Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.