• Merete Steffensen

Bibel og badebukser

Vi er her stadig. Selvom en del af december og januar er gået godt med besøg af børnene fra Danmark, er vi ikke blevet helt væk i den peruanske sommer og sol.


Og dog. Roar sidder netop nu på kirkens lejrplads ved Stillehavet i solhat og faktor 100 med Biblen i den ene hånd og badebukserne klar i den anden. For i denne uge er der kursus for præsterne i kirken. Ca. 30 præster, og ægtefæller (plus nogle børn) er afsted og får undervisning i Den Lille Katekismus m.m.

Det er alt for lang tid siden, de sidst har været afsted på lejr, så der bliver også hygget med samtaler, badning og sport. De kender hinanden godt efter de mange år i kirken, så der bliver snakket en hel del og fulgt op på de seneste nyheder fra hjemegnen.


Og så bliver der griflet notater ned fra undervisningen. For det her er vigtigt. Det forstår man. Den Lille Katekismus er fundamentet for den lutherske tro, så her er der guld at finde. Det handler også om, at katekismen er næsten ukendt for mange, mens kendskabet for andre er blevet lidt rustent med tiden, så der er noget at hente for alle.


Bibel og badning fungerer rigtig godt sammen. Det at være væk fra hverdagen og dens opgaver og forpligtelser, er godt for den enkelte præst, som de sidste to år har kæmpet sig igennem en barsk tid med nedlukning af kirkerne.


Og når de kommer hjem fra lejr, er der masser at tage fat på i kirkerne. Nogle kirkegængere er gladelig vendt tilbage til de fysiske gudstjenester, mens andre ikke er kommet i gang igen af forskellige årsager. Gudstjenester skal forberedes, bibelstudierne skal genstartes, og guitaren og stemmebåndene skal stemmes. To år er lang tid, og man kommer ud af den gode vane med at komme i kirke og mødes med de andre i fællesskabet om Guds ord og omsorgen for hinanden.

Imens Roar svømmer rundt i undervisning og havets bølger, fortsætter jeg herhjemme med sangbogen, som ser ud til at have en afslutning inden for overskuelig tid. Der er en lille flaskehals lige nu i form af en smittet korrekturlæser, men i kommissionen kan vi heldigvis fortsætte med udvælgelse af nye sange i mellemtiden.


Når Roar kommer tilbage med saltvand i håret og fyldt op efter gode samtaler, har han et par virtuelle undervisningsopgaver på DBI's Højskole i Kristendom, og desuden skal de have møder på SETELA for at planlægge arbejdsåret 2022. Det bliver et lidt anderledes år, da studenterne er ude i praktik indtil midt i november, så han regner med, at året kommer til byde på mange rejser og besøg rundt om i menighederne og zonerne for at undervise og forkynde.


Jeg tager nok frokosten på tagterrassen i dag. Vejret er perfekt til det.


- Merete Steffensen

Seneste indlæg
Blog-arkiv
Se mere
  • Facebook Basic Square
  • Insta%20logo_edited
  • Favikon Peruprojekt
  • Instagram