Bøn på tanken

Jeg forsøgte mig med en kæk vittighed, da jeg på min cykel kom trillende hen til de to damer, der stod og betjente tanken på benzinstationen: Den skal bare fyldes helt op, tak! De fniste lidt og kiggede lidt undrende på hinanden. Men det endte alligevel med, at jeg cyklede derfra helt fyldt op. Måske blev de også selv fyldt op.

Sagen var, at jeg havde været der et par dage forinden, for at tanke bilen. Jeg havde, som forskrifterne byder det, fået en faktura med navn og CVR-nummer på missionen påtrykt, så jeg kunne få refunderet udgiften. Men af en eller anden årsag havde jeg fået smidt fakturaen væk. Missionens administrator havde givet mig det gode råd, at jeg kunne spørge på tanken, om de kunne finde tilbage til fakturaen. Derfor kom jeg nu cyklende hen på benzinstationen og fik indledt med min lidt for smarte joke. Men jeg fik forklaret mit ærinde, og de begyndte straks at kigge tilbage i registeret på skærmen for at se, om de kunne lokalisere lige netop min faktura. Og inden længe fandt de den, og jeg fik et nyt print, så jeg kunne få benzinudgiften refunderet. Det blev jeg vældig glad for, og derfor takkede jeg dem mange gange og sagde, at jeg skyldte dem en tjeneste en anden dag. Med de ord begyndte jeg så småt at trille videre, men den ene af kvinderne sagde noget, jeg ikke helt hørte, så jeg stoppede og bad hende gentage det. Jo, sagde hun. Du kunne måske bede en bøn for os. Jeg blev først helt paf og tænke, hvorfor hun mon netop spørger om det. Men det var nok navnet på fakturaen, Misión Luterana, der ansporede hende til at antage, jeg var præst og et bedende menneske. Jeg fik hurtigt svaret, at det ville jeg meget gerne. Jeg fik også spurgt, om de gerne ville, at jeg skulle bede for dem nu med det samme. Jo tak, det måtte jeg gerne. Og så bad jeg for de to kvinder lige der på tanken. Takkede for dem, og bad om Guds hjælp og velsignelse over deres liv, bad om, at de måtte kende frelsen i Jesus. Vi tog afsked, og jeg cyklede afsted fyldt op af taknemmelighed. For den genvundne faktura, men mest af alt fordi dette lidt tilfældige møde viste sig at være Guds forud tilrettelagte gerninger, som jeg fik lov at vandre/cykle i den dag. Og taknemmelig over, at jeg med min bøn for dem, fik lov at give dem noget af Guds ord og nærvær. Forhåbentligt oplevede de også, at de blev fyldt op af bønnen. - Roar Steffensen