To modsatte poler
Valget stod mellem den højreorienterede Keiko Fujimori og den kommunistiske Pedro Castillo. Keiko er datter af 90'ernes præsident og diktator, Alberto Fujimori, og hun var hans førstedame i godt halvdelen af hans regeringstid. Castillo er lærer og fagforeningsmand, vokset op under meget fattige vilkår i bjergene i Peru.

Hvem skal indtage præsidentpaladset efter gårsdagens 2. valgrunde?
Ingen af de to kandidater fik mere end 20% af stemmerne i første runde, så på den måde har det været et umuligt valg, fordi hovedparten af peruanerne ikke identificerer sig med nogen af de to kandidater. Men der var så mange kandidater, der fik stemmer i første runde, at det højst overraskende endte med at være Keiko, der for tredje gang står i anden valgrunde, og så opkomlingen Castillo, som først en uge før første valgrunde begyndte at røre på sig i meningsmålingerne og hævede sig fra ca. 4% til de knap 20%, han endte med at få.

Aldrig mere...
Pga. fujimorismens diktatoriske stil, forbrydelser mod menneskeheden op gennem 90'erne og den enorme korruption, der til sidst fældede Alberto Fujimori, har mange peruanere haft et motto, der hedder: Aldrig mere fujimorismen. Men dette motto er blevet udfordret gevaldigt ved dette valg. For når alternativet er en kommunist, der gerne vil nationalisere dele af erhvervslivet og tage privilegier fra de rige for at sørge for, at der ikke er fattigdom i et rigt land, så har mange måttet genoverveje, om det måske var bedst for dem at stemme på Keiko.

Hård tone i valgkamp
I valgkampen har den ene side forsøgt at forbinde Keiko med fortiden som diktatorens førstedame, der ikke er interesseret i demokrati, og i at gøre det bedste for den fattige del af befolkningen. Den anden side har derimod forbundet Castillo med 80'ernes terrorbevægelse, Den Lysende Sti, og har slået på, at han vil gøre Peru til et nyt kommunistisk Cuba eller endnu værre til et ny Venezuela.

Tonen i valgkampen har været hård. Og det har den også været på de sociale medier, hvor de ovennævnte beskyldninger og hårde ordvekslinger har ind i mellem fået Facebook til at koge.

Uenighed blandt de kristne
Det ser man også mellem brødrene i kirken, hvor der slet ikke er enighed om, hvad der er bedst for landet. For nogle er den største frygt, at Castillo skal køre Peru i sænk i lighed med Venezuela, og at han skal komme ind med en dagsorden, der vil tillade fri abort og promovere kønsideologi. Selv om de ikke er fujimoristas og har levet med mottoet om "Aldrig mere fujimorisme", så ser de hellere Keiko som præsident, da hun værdimæssigt anses for mere konservativ. Andre brødre ser gerne Castillos socialisme i Peru, da man er trætte af ulighed og uretfærdighed, og da man er imod neoliberalismens globale økonomi, hvor udenlandske selskaber køber peruanske firmaer og fører mange penge ud af landet og ofte slipper billigt i skat. Man håber på en peruansk udgave af Bolivias Evo Morales.

Et valg om konstitutionen
Samtidig er det et valg om to forskellige tilgange til konstitutionen. Castillo vil lave en ny konstitution, da man er utilfreds med den nuværende, der blev vedtaget under Alberto Fujimori. Men det giver mange bange anelser for, om Castillo nu også er en ægte demokrat, eller om han vil ændre konstitutionen og klynge sig til magten på udemokratisk vis, som man har set andre kommunistiske ledere gøre. Derfor kan diktatorens datter have fået mange stemmer på at ville bevare den demokratiske konstitution, selv om mange Castillo-støtter netop ikke tiltror hende et særligt demokratisk sindelag.

En splittet befolkning
Så det er et valg, der i den grad har vist hvor delt befolkningen er. Stemmerne er næsten ligeligt fordelt. Bare mens jeg har skrevet dette indlæg er føringen tippet over til Castillos fordel. I skrivende stund, hvor 95% af stemmerne er optalt fører han med 0,3%. Keiko vinder i Lima og i det nordlige Peru, mens Castillo vinder i resten af landet, i landområderne, i højlandet og i regnskoven.

Ligegyldigt, hvem der vinder, venter der en meget spændende tid forude. Hvordan vil vedkommende regere? Hvordan vil taberen og vedkommendes støtter reagere? Bliver der opstand, eller accepterer man på demokratisk vis nederlaget?

Det har været det umulige valg mellem to kandidater, som flertallet i landet aldrig ville stemme på. Måske bliver det også umuligt at regere en så delt befolkning på et så spinkelt mandat.