Guds løfte - vores sendelse
Af Roar Steffensen, næstformand i Promissio
Promissios navn spiller på det engelske ord for løfte, promise. Og logo og pay off (motto) afspejler den virkelighed, at al mission udspringer af Guds løfte og opfyldelse.
Det er netop, hvad Jesus lærer os i Lukas 24,44-49. Her åbner den opstandne Jesus disciplenes øjne for Skrifternes løfter om frelsen og syndernes forladelse i Jesus, og netop på den baggrund sender han dem afsted ud i verden for at være vidner om dette.
Jesus gør det klart, at der er løfter gennem hele GT, som han skulle opfylde, og som han nu har opfyldt. Alle Guds løfter om frelse, velsignelse, Ja, hele GT, peger dybest set frem mod ham. Og Gud har nu opfyldt alle løfter om frelse og om tilgivelse fra synd ved at sende Jesus, der døde og opstod for alle synderes skyld og for at give evigt liv til alle.
Løfter om frelser og velsignelse
De løfter, Jesus her henviser til, kender vi bl.a. fra 1 Mos 12,1-3. Gud giver et løfte om velsignelse til Abraham og til alle jordens slægter. Denne velsignelse skal komme gennem Abrahams slægt, og derfor sender Gud Abraham afsted. Han skal skille sig ud fra sit land, sit folk og sin familie, så Gud gennem ham kan danne et nyt folk, som han på en særlig måde ville bruge i opfyldelsen af løftet. Gennem Abrahams folk og slægt, vil Gud vise hvem han er, og bringe frelse og velsignelse til alle.
Ved lovgivningen på Sinaj ser vi også sammenhængen mellem løfte og sendelse. Gud har opfyldt sit løfte om at befri folket fra slaveriet i Egypten. Nu lover han, at de skal være hans folk, og at de skal være sendt af ham, så de kan gøre Gud kendt blandt alle folkene. Guds siger i 2 Mos 19,5-6: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.”
Gud gør ikke Israel til sin ejendom, fordi han har opgivet resten af jordens folk. Tværtimod. Han udvælger dette ene folk som sit redskab, netop fordi hele jorden tilhører ham, og fordi han ønsker at frelse alle folk. Israel skal være et kongerige af præster. Dvs. de skal være Guds tjenere, de skal være formidlere af hans løfter til andre folk - nøjagtigt som Guds folk er det i dag.
Kaldet til Guds folk har altid været at tjene på vegne af Løftets Søn (Evas afkom, 1 Mos 3,15; Abrahams efterkommer, 1 Mos 12,1-3; Davids søn, 2 Sam 7,12-17) og formidle hans velsignelse. At blive Guds folk indebar - dengang som nu - et kald til mission og en sendelse til folkeslagene.
På Guds løfte
Derfor siger Gud også senere til Israels folk, at de er hans vidner (Es 43,8-14). På trods af folkets svigt og blindhed blev Gud ved at kalde dem, for de var stadig under løftet til Abraham. Og Gud svigter ikke sine løfter! Han har ikke med en nødudgang eller en plan B, hvis Israel svigter. De var stadig Guds tjener, kaldet til at vidne om hans ære og magt, så folkeslag måtte vende sig til ham og få frelse og give ham ære. Det er Guds mission, som han ikke opgiver, og derfor lader Esajas os også forstå, at Israels folks mission også må fortsætte, selv om de ikke var værdige til opgaven. Men vidneopgaven er netop heller ikke baseret på menneskers værdighed, men på Guds løfter. Som Chris Wright skriver: ”Guds folks mission afhænger ikke af, hvor gode vi er til at gøre noget for Gud, men af hvor tålmodig og udholdende Gud er til at gøre noget gennem os.” (Guds folks mission, side 192).
I er mine vidner
Alt dette hører altså med i baggrunden, når Jesus siger til sine disciple: I er mine vidner. En flok, der ikke var stort bedre end Israels folk, for de havde også været blinde og døve og endda fornægtet ham og var stukket af fra ham. Men Jesus forkastede dem ikke. Tværtimod. Ligesom Gud gjorde i GT med Israel, sådan kalder Jesus sine disciple for vidner - denne lille flok, der med lille tro og stor svaghed var øjenvidner til de afgørende begivenheder i Guds mission. Det de havde set, skulle de nu være vidner om.
På Guds løfter og i hans kraft
Som Guds folk i dag har vi den samme vidnetjeneste. Og vi er lige så uværdige til opgaven i dag. Derfor er det godt, at vi er tjenere. For når vi er tjenere, går vi ikke i egen kraft og i eget navn, men i vores Herres navn og kraft.
Og netop derfor gælder Guds løfte til det fejlende og faldne folk og til os i dag, der ikke kan løfte opgaven selv, at han vil give sin kraft og sin ånd, når han sender os (Luk 24,49; ApG 1,8).
Og Jesus har selv givet os indholdet af vores vidnetjeneste: At han led og opstod fra de døde, og at der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse i hans navn (Luk 24,46-47). Det er netop dette, vi skal vidne om. Det er det, vi selv har set og hørt og erfaret: Gud kalder os til at vende om fra vores tomme afguder og vores syndige liv og få tilgivelse og nåde hos ham, fordi Jesus døde og opstod.
Artikler
Hvad må mission koste?
Af Roar Steffensen
03.04.2016
Tjener vi Mammon?
Er grunden til manglen på missionærer, at alt for mange af os tjener mammon og bekymrer os, sådan som Jesus taler om i Matt 6,24-34? Er vi så optaget af velstand, villa, vellykkethed og komfortlivet, at vi bliver bundet af disse ting og denne livstil, at vi ikke tør høre kaldet til at gå og til at rejse?
I vores moderne kultur er det selv blandt kristne blevet en selvfølge, at vi har ret til et godt liv. Den moderne livsstil med høje materialistiske standarder og god løn er noget af det, vi har svært ved at ofre.
Bekymringer
Jesus siger, at vores hang til bekymringer for materielle ting er udtryk for en lille tro.
Og når det handler om mission, rejser der sig ofte en masse bekymringer. Det kender jeg godt fra mig selv. Hvad med familien? Hvad med skolegang? Hvad med karrieremuligheder? osv. Og alt for ofte lader vi bekymringerne sejre og lader være med at gå ind i alvorlige overvejelser over kaldet.
Og vi skal heller ikke alle rejse ud i en længere fuldtidstjeneste, derfor er det også vigtigt at opmuntre mennesker til at leve med god samvittighed i kald og stand her i Danmark og på den måde være med i Guds mission. Men nogle skal rejse, og jeg tror, at mange flere kan og skal rejse.
Manglende tro?
Er manglende missionærer faktisk et udtryk for manglende tro på, at den gode og almægtige Gud, kan og vil sørge for os – også i en fremmed kultur?
Dette handler om vores gudsbillede og synet på Kristus, og på hvad hans frelse betyder for os, for verden og for evigheden. Når det flimrer, så flimrer det hele. Når vi selv vil være, og tror vi kan være, i kontrol over vores liv, så Gud køres ud på et sidespor og gøres mindre, end han er, så går det galt. Så mister vi det perspektiv, at vi som kristne er her med det formål at ære Gud.
Troens mod
Mangler vi troens tillid til Gud som vores almægtige og gode Far, mister vi også troslydigheden til at lade ham være Herre og lade ham sætte målet for vores liv og tjeneste. Og så mister vi også troens mod. Peter havde troens mod til at gå ud over rælingen og gå på vandet! Det var vanvittigt og farligt, men han så på Kristus, ham der har al magt, og gik med ham.
Da han begyndte at se på sig selv, blev det for alvor farligt og han blev bange. Men Kristus greb ham. Og nogle gange må vi bare ud over rælingen - eller ud over ligusterhækken - for at for alvor at mærke, at Kristus griber os. Så længe vi går og slår vores egen lille græsplæne eller går og sopper i vandkanten, hvor vi selv kan klare det, så oplever vi heller ikke den velsignelse det er, at gå med Jesus på bølgerne og at blive grebet af Kristus, når vi vakler, og at se at Gud den almægtige sørger for os, når vi ikke kan selv. Så spørgsmålet er, om mission må koste vores kontrol og selvstyre af livet.
Det koster for dem, der bliver
Det koster ikke kun for dem, der rejser, men også for dem, der sender. Så et væsentligt spørgsmål er: Hvad må det koste misionsselskabet, giverne og de kristne i Danmark? Er vi villige til at yde ofre, så vi kan sørge for gode forhold til missionærerne? Det fortælles, at William Carey ved sin udrejse til Indien, sagde, at der i Indien er en stor guldmine, altså af mennesker der skal frelses. Nu går jeg ned i minen, men I må holde rebene for mig! Altså: missionsselskab og bagland må gennem økonomiske ofre og forbøn holde rebene, som missionæren bliver holdt fast i. Vil vi trofast og offervilligt holde rebene for vores missionærer og investere i flere reb, så flere kan sendes ned i guldminen?
Velsignelse i omkostninger
Der er ingen tvivl om, at vi har et klart kald til at sørge for vores familie og til at sikre vores børn. Men hvis Guds vigtige og gode jordiske gaver til os kommer før Guds ære og før tro og lydighed, er det så et tegn på, at vi imod Jesu ord forsøger at vinde livet her i verden? Hvis det er tilfældet, er det heller ikke overraskende, at vi går glip af velsignelser i vores liv med Gud. For selv om mission koster, får vi en rigdom af velsignelse tilbage, når vi får lov at være med i hans store mission og mærker os grebet af Jesus midt i afkald og omkostninger.