God opstart på ny bibelskole i Peru
Af Roar Steffensen
Der breder sig en latter i undervisningslokalet. Lærer Felix Vargas bruger en boxerhund, der ligner noget der er blevet klemt sammen ved et uheld, som et eksempel på, at Gud ikke har skabt noget af ond vilje.
Vi er midt i undervisningen på Escuela Bíblica, den nye bibelskole i Arequipa. 12 elever er ugen forinden startet på dette helt nye tiltag, hvor eleverne bor på skolen i de 9 måneder forløbet varer. LM's missionærer Mirjam og Rolf Leinum har brugt de sidste mange måneder på at planlægge og tilrettelægge bibelskoleforløbet og er skolens daglige ledere.
Introuge
Den første uge var intro-uge, hvor elever og lærere bl.a. tilbragte nogle dage på den lutherske kirkes lejrplads ved Stillehavskysten for at lære hinanden bedre at kende. 7 af eleverne kommer fra forskellige steder i Bolivia, mens resten er peruanere, men fra vidt forskellige byer.
Igen bryder latteren ud. Lidt forsigtigt, da eleverne tydeligvist stadig er nye for hinanden. Anledningen er denne gang et spørgsmål om, hvorfor månen ikke falder ned. ”Fordi den er bundet fast,” siger en af de unge fyre til morskab for resten af flokken.
Emnet er skabelsen, og Felix Vargas veksler fint mellem gedigen undervisning, inddragende spørgsmål og sjove kommentarer. På denne måde får eleverne lært om skabelsens forunderlige storhed, og om hvordan den åbenbarer Guds magt og kærlighed.
Praktisk output af undervisningen
Senere fanger jeg Mirjam og Rolf Leinum på lærerværelset. Et lille kontor, hvor der akkurat er plads til de tre faste læreres skriveborde. Ud over det danske missionærpar er det Fabian Morales fra Ecuador, der bl.a. underviser i musik.
Rolf og Mirjam fortæller engageret om nogle af visionerne for den nye skole. ”Vi vil gerne at undervisningens også har et praktisk output,” siger Rolf, og fortæller at eleverne bl.a. er knyttet til de lokale kirker i Arequipa, mens de går på skolen. De skal ikke som sådan være i praktik der, men være med til gudstjenester og ungdomsmøder og følge menighedslivet.
Samspil med menigheder i Sydperu
”Og så håber vi, at vi kan komme rundt til nogle de kirker her i Sydperu, hvor nogle af de peruanske elever kommer fra og lave nogle arrangementer,” fortæller det danske lederpar.” Men det er vigtigt, at vi får præsten og menigheden med på ideerne, så det ikke bare bliver engangsforestillinger, men så eleven f.eks. kan være med til at bære det videre, når de kommer tilbage fra bibelskolen. På den måde håber vi, at skolen kan blive til velsignelse for flere, end dem der lige går her.”
Meget at se til
Det er ikke kun fordi de fortæller begejstret om bibelskolen, at de virker helt forpustede. Der rigtigt meget at se til her i de første uger, hvor det hele skal tage form, og alle skal vænne sig til den nye virkelighed. Der skal forberedes undervisning, og der skal også gås nogle runder med de peruanske lærere, så man finder en god blanding af de danske bibelskoleideer og peruanernes måde at tænke bibelundervisning.
Og så skal der gøres en indsats for at lære eleverne at kende. Så denne dag, hvor Mirjam og Rolf har vagten, spiser de sammen med eleverne til frokosten, som serveres i en lille interimistisk kantine. Og senere skal der være hygge- og spilleaften.
Der er ingen tvivl om, at hvis udbyttet af bibelskoleopholdet står bare nogenlunde mål med indsatsen og engagementet, som det danske lederpar og lærerne lægger i det, så bliver det en stor velsignelse for eleverne og for kirkerne i Peru og Bolivia. Det er der al mulig grund til at bede Gud om.
Artikler
Glad bekendelse eller hårdnakket trosrelativisme?
Af Roar Steffensen
01.05.2016
Når tusindvis af glade unge bliver konfirmeret i disse uger, bekræfter de den kristne tro på den treenige Gud, som vi kender som Fader, Søn og Helligånd. Det kan nok være, at mange af konfirmandernes tro til dels er ubevidst og ikke er så dogmatisk velfunderet. Men mange konfirmander har faktisk en ægte tillid og tro på den treenige Gud, og siger et ærligt ja til, at netop Bibelens Gud er den eneste sande Gud.
Derfor vil jeg hellere lytte på konfirmandernes glade og tøvende ja til Gud end at høre på domprovst Anders Gadegaards hårdnakkede trosrelativisme.
Ved flere lejligheder har han inviteret en imam til at læse op af koranen i Domkirken i København, og han har gennem mange år været en ivrig talsmand for, at andre religioner fører til frelse. Han gør intet for at skjule sin foragt for den trosbekendelse, konfirmanderne bekræfter, når han imod Bibelens og den kristne bekendelses ord påstår, at der er mange veje til Gud.
Men det er ikke muligt at fastholde troen på den treenige Gud og samtidig påstå, at muslimerne tror på den samme Gud, når de nægter både Helligåndens og Jesu guddommelighed.
Bibelen siger, at der ikke er frelse i andre end Jesus Kristus. Og Jesus siger om sig selv, at ingen kommer til Faderen uden ved ham.
Så det er altså Gadegaards selvdigtede religion imod Jesus og Bibelens eget klare ord. Her står vi os nok bedst ved at følge Jesus.
Domprovsten og de biskopper, der bakker ham op, burde som de tilsynsmænd og præster de er, vogte kirkens lære, hvad de også har lovet i præsteløftet. Men med deres holdninger, som strider imod Bibelen og Folkekirkens grundlag, løber de fra dette løfte ved at skabe uklarhed om, hvad kristendom er.
Kunne man forestille sig en direktør i et stort firma offentligt være uenig i virksomhedens vision og strategi og bevidst modarbejde dette? Nej, han ville blive fyret med det samme.
Konfirmanderne bekræfter Kirkens bekendelse til den treenige Gud som den eneste sande Gud. Hvis domprovst og biskopper ikke kan og vil det, må de tage konsekvensen og gå. Det skal stå dem frit for at danne et nyt, tværreligiøst samfund og invitere, hvem de måtte have lyst til.
Men det står dem ikke frit for at fordreje og forplumre Guds ord og Folkekirkens bekendelse.