Et knus, der holdt et kvart århundrede

I forbindelse med min fars død for nyligt stod jeg lidt for mig selv i entreen og ventede på bedemanden, da min moster kom ud til mig og gav mig et kæmpestort knus. ”Du skal have det her,” sagde hun og holdt godt om mig. Det viste sig, at det var der en helt særlig grund til.

Hun fortalte, at dengang hendes mor (altså min mormor) døde for mere end 25 år siden, da var søskende og familie kommet til kapellet i par eller med familie. Og min ugifte moster havde følt sig alene i sorgen. Da jeg kom, var jeg gået hen til hende og havde givet hende et stort knus. Og nu skulle jeg have det tilbage.

Selv om jeg sagtens kan huske dagen, da vi tog afsked med min mormor i kapellet, husker jeg ikke det knus, jeg gav min moster. Men det gjorde hun. Hun følte sig set og hjulpet i sorgen, og hun har båret det med sig i mere end 25 år.

Det siger noget om, hvad de små, positive ting, vi gør ved hinanden på rette tid og sted, faktisk betyder. Et knus, et håndtryk, et trøstende eller opmuntrende ord. Det kan få langt større betydning, end vi aner.

Lad os sætte os for ikke at misse chancen for at give kærlig opmærksomhed til hinanden, og særligt til dem i sorg og nød. Sådan har Gud vist sin store kærlighed til hver og en af os. Den kærlighed, som vi i Kristus har kendt igennem årtusinder. Gud elsker os med en evig kærlighed, der aldrig fortager sig eller forandrer sig. Hans nåde er ny hver morgen og varer hele livet, ja gennem hele historien og helt ind i evigheden.

Vi formår ikke at elske som Gud. Men tænk sig: selv et uperfekte genskin af Guds store kærlighed gennem vores små omsorgs- og kærlighedshandlinger kan række gennem kvarte århundreder! - Roar