top of page
Banner Crucero.jpg

Emner

Mulige emner for foredrag:

Syng en NY sang!
Velkommen til fællessang og foredrag! Lær nye sange og salmer skrevet af Roar Steffensen, og hør om tankerne bag teksterne. Foredraget og fællessangtimen afholdes sammen med Merete Steffensen, som er uddannet bachelor i musikvidenskab og organist og har mange års erfaring med korledelse og akkompagnement til fællessang og menighedssang samt undervisning og formidling af musik.
Fællessang og menighedssang har stærke rødder i kirke og samfund. Sangen er vigtig som fællesskabsoplevelse og som en måde at udtrykke vores fælles tro, liv og erfaringer.
Vi har et pejlemærke, der hedder ”Vi synger, det vi tror, og vi tror, det vi synger”. Så vigtig er sangen faktisk, at den former vores tro og forståelse af verden og livet. Derfor er de ord, vi synger, ikke ligegyldige; for ord skaber virkelighed.
Det er nogle af de tanker, vi arbejder med, når vi prøver at formidle tro, liv og håb gennem nye sange og salmer.

Kald det kærlighed
Et foredrag om temaer fra min bog af samme navn. Om kærlighed til Peru og om kærlighed fra Gud, og om, hvordan denne kombination fik afgørende betydning for mit og min families liv. Fortællinger og oplevelser fra mange års engagement i Peru, om at bo, leve og arbejde i landet, om at lære en ny kultur at kende.

I inkaernes fodspor
Perus historie er noget helt særligt. Dette foredrag giver et spændende indblik i Perus historie med særlig vægt på den sagnomspundne inkatid. Også tiden fra de spanske conquistadorer til det moderne Peru berøres. Foredraget ledsages af fotos fra Perus fantastiske historie og natur.

Anekdoter og røverhistorier fra mine mange år i Sydamerika
Et humoristisk foredrag, hvor jeg fortæller anekdoter og vilde historier fra mine mange år og rejser i Sydamerika – og en enkelt fra USA. Alt sammen selvoplevet – og ofte selvforskyldt. Hør om alt fra et uforglemmeligt skænderi i Patagonien, mine udfordringer med grænsepolitiet, undtagelsestilstand i Peru, da politiet blev tilkaldt i Salta, de vildeste fodboldoplevelser, et møde med en engel i Fort Lauderdale – og meget mere.

Mellem magi og massiv vold
Magisk realisme er en litterær genre, der har dybe rødder i Sydamerika. Og det er ikke tilfældigt, da latinamerikanere ofte oplever grænserne mellem de levende og de døde, mellem det magiske og det realistiske, som langt mere flydende, end vi gør i den vestlige verden. Dette foredrag giver et indtryk af den latinamerikanske kultur og verdensbillede med særlig vægt på Peru. Ud fra egne erfaringer gennem mange års engagement i Sydamerika, fortæller jeg om, hvordan kulturen er spændt ud mellem det magiske og meget håndgribelige problemer som vold, korruption og fattigdom.

Fra Paven til Pinsekirken

Sydamerika er et gennemkatolsk kontinent. Sådan var det i hvert fald tidligere. Gennem de senere årtier er der rykket en del på kristendommens landkort på dette spændende kontinent. Nogle steder buldrer de pentakostale og karismatiske vækkelser frem i sådan grad, at der er tale om vandring fra den katoske kirke over til Pinsekirkerne.  

Hør om nogle af grundene til dette religiøse skifte, og om hvad konsekvenserne denne bevægelse er.

Emnerne kan tilpasses behovet og andre temaer kan aftales.

Roar Colca 10. gang.jpg

Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

bottom of page